Pave Pius 7.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi

Pave Pius 7, født som Giorgio Barnaba Luigi Chiaramonti, (14. august 1740–20. august 1823) var Den katolske kirkes pave fra 14. marts 1800 til sin død.

Indholdsfortegnelse 1 Opvækst og uddannelse 2 Pavevalget 1799-1800 3 Død og gravlegging 4 Eksterne henvisninger

[redigér] Opvækst og uddannelse

Barnaba Chiaramonti blev født ind i en adelsfamilie i Cesena i det nordlige Italien. Han var søn af greven Scipione Chiaramonti. Moren, Giovanna Ghini, kom fra den adelige Ghinislægt. Han fik sin første uddannelse ved Collegio dei Nobili i Ravenna.

Han blev antaget som novice i benediktinerordenen i 1756 som 14-årig i klosteret Santa Maria del Monte ved Cesena, hvor han begyndte sin præsteuddannelse. To år efter blev han iklædt og dermed fuldt medlem. Han tog klosternavnet Gregorio. Studierne fortsatte ved klosteret Santa Giustina i Padova og deretter ved Sant' Anselmo i Rom.

Han blev præsteviet den 21. september 1765. Kort efter fuldførte han doktorgraden i teologi. Derefter blev han professor ved ordenens seminarkloster San Giovanni i Parma.

[redigér] Pavevalget 1799-1800

Efter Pius 6.s bortgang i fransk fangenskab i Valence ved Rhône den 28. august 1799 mødtes konklavet 30. november. Ifølge en bestemmelse Pius 6. havde givet i november 1798 skulle det finde sted i den by der, ved hans død, befandt sig det højeste antal kardinaler. Det viste sig at være Venedig. Den katolske kirkes 35 kardinaler trådte sammen i benediktinerklosteret San Giorgio på en ø der. Under valget stod de under østrigsk beskyttelse - kejseren dækkede desuden alle udgifter knyttet til pavevalget. Der var til at begynde med hovedsageligt tre kandidater. Prosessen gik i baglås, fordi flere kandidater blev blokeret eftersom de ikke passede enten det franskvendelige eller det østrigskvenlige parti. Til at begynde med fik den afdøde pave Pius 6.s protegé kardinal Bellisomi stor opbakning og blev næsten valgt, men en aktiv minoritet blokerede ham, og det blev gjort kendt, at Østrig havde et klart veto i mod ham. Det østrigske parti foretrak klart kardinal Mattei frem for Bellisomi, men han formåede ikke at få opbakning. Derefter blev også den savoiardiske kardinal Gerdil slået ud af endnu et østrigsk veto.

Til slut blev Chiaramonti foreslået som en neutral kandidat, blandt andet af kardinal Maury. Efter en stor indsats fra konklavesekretæren, den indflydelsesrige kirkepolitiker og senere kardinal Ercole Consalvi, blev kardinal Chiaramonti valgt den 14. marts 1800. Han tog navnet Pius (7.) og blev kronet den 21. marts på en speciel måde; protodiakonen kardinal Doria Pamphilij måtte benytte en provisorisk tiara (pavekrone) lavet af papmache.

[redigér] Død og gravlegging

Den 6. juli 1823 faldt Pius 7. i sin lejlighed og brækkede lårbenet. Han blev sengeliggende og kom aldrig til at rejse sig igen. Under sygelejet brændte den storslåede romerske Paulusbasilikaen udenfor murene ned til grunden, men en melding om dette forskånede man ham for.

Pius 7. døde den 20. august 1823 i Rom, i nærværelse af kardinal Consalvi, som selv skulle dø kort tid efter. Hans levninger blev fremsynet og gravlagt i Peterskirken. Hans gravmæle (fra 1831) i Peterskirken er udført af den danske maler og billedhugger Bertel Thorvaldsen.

[redigér] Eksterne henvisninger

Pave Pius VIIs helligkåringer og saligkåringer (www.katolsk.no) (Norsk)

• Ausführliche Biographie mit Bildern über Papst Pius VII. (Tysk)

Efterfulgte: Pius VI

Pave 14. marts 1800–20. august 1823

Efterfulgtes af: Leo XII

Stub Denne biografi er kun påbegyndt. Hvis du ved mere om emnet, kan du hjælpe Wikipedia ved at udvide den.